Nedenstående tekst er taget fra bogen “Anders Kiærbye af Vissenberg Sogn. En læsebog især for Fynboer”. Bogen udkom i 1821, og forfatteren er Fyens Stifts biskop 1811-34 Frederik Plum (1760-1834). Læsebogens formål var at lære den fynske ungdom at læse, give den kendskab og kærlighed til hjemstavnen og højne ungdommens moral.
Hovedpersonen er Anders Kiærbye, en kræmmer fra Vissenbjerg, og fortælleren er en ung mand, som på vej til Odense møder Kiærbye på Vissenbjerg kro. Kiærbye skal netop rejse til Skt. Knuds Marked, og den unge mand slår følge med ham.
“Fra Odense fulgte jeg ham videre, og vi rejste sammen gennem en del af Fyn. Jeg er ret glad derved, thi jeg mener at have vundet ved hans samtale og råd.
Men jeg vil ikke have denne fordel alene, og fortæller derfor nu mine læsere, hvad jeg kan erindre deraf fra rejsen. Vi kom betids om formiddagen til Odense.
Jeg ville her straks have forladt min ledsager, da tiden ej tillod mig at rejse længere med ham, og jeg ingen bekendte havde i byen; men han holdt endnu på mig. “De kender ikke denne by,” sagde han; “det er en af de ældste, vort fædreland ejer; den har mange mærkværdigheder fra oldtiden.
Jeg kender den nogenlunde og kan fortælle Dem et og andet af dens gamle tildragelser. Vi vil vandre den igennem, når jeg har besørget mine forretninger.” Om en times tid lovede han at være hos mig igen.”
Da vi gik igennem St. Jørgens Port, gjorde han mig opmærksom på dette navn. “Hos vore katolske forfædre, ” sagde han, “stod hospitalerne for de syge, især for de spedalske, under denne helgens, St. Jørgen / St. Georg og St. Gertruds, beskyttelse. De lå i udkanten af byerne.
Her ved Østerporten lå et sådant hospital og en kirke. Denne sygdom var fordum almindelig i disse lande, medens indvånerne for det meste levede af fisk. Den mængde fisk, som i ældre dage fandtes ved vore kyster, gjorde denne levemåde let.
De danske krøniker fortæller, vel noget overdrevet, men dog med én stemme, at man næppe kunne ro bådene frem, så mange var fiskene, og at man kunne gribe dem med hænderne.
Nu klager vi over, at fiskerierne aftager, og at fiskerne er blevet jorddyrkere. Jeg mener også, at fiskeriet ikke er hos os, hvad det burde være, og at vore søkysters beboere endnu kunne hente sikrere velstand fra havet, end fra jorden.
Men vi vil derhos ikke glemme, at det er agerdyrkningen, som har befriet os fra den afskyelige spedalskhed, da brødspise formindsker de fede og slimagtige væsker, som ved fiskespise forøges. Således har enhver tid sine fordele, og ethvert onde, ved forsynets styrelse, sin gode side, når vi kun vil lægge mærke dertil.”
Da vi ikke langt fra porten gik forbi rytteriets eksercerhus, anmærkede han, at denne bygning endnu kaldes Provstegården, fordi den for en del århundreder siden har været en katolsk provsteresidens. “Her var det,” sagde han, “hvor lübeckernes generaler i Grevens Fejde forsøgte den ene art af pinsel efter den anden på præsten Hans Madsen fra Svanninge, for at gøre ham til en forræder mod sin ven Hardenberg fra Sandholt, og hvor den standhaftige mand udholdt prøven så vel.
Vi talte om ham i Faaborgegnen; men det var her i Provstegården, man indespærrede ham om natten i skabet, hvorfra han hørte Gustav Trolles anslag mod de danske, og fik lejlighed til at redde fædrelandet.”
I Frue Kirke viste han mig den prægtig forgyldte altertavle, der forestiller en del af den bibelske historie i kunstigt billedskærerarbejde 1). Den er bekostet af Christine, Kong Hans’ dronning, og har fra hendes tid prydet Gråbrødre Kirke, indtil den for få år siden er bragt herhid. Personer af den daværende kongelige familie og andre ses her bragt i forbindelse med lidelseshistorien.
Vi betragtede længe dette herlige kunstværk, der indeholder over 200 figurer, beundringsværdige ved arbejdet selv og ved forgyldningen, nogle endog ved portrætligheden.
Da vi forlod kirken, meddelte graveren os endnu dette som en mærkværdighed, at Anders Roed, denne kirkes første præst efter reformationen, havde efterladt sig en hustru, som var 5 gange gift, men hver gang havde forringet sig.
Den første mand efter Roed havde været en landsbypræst fra Hindsholmen, den anden hans eftermand, den tredje en degn og den fjerde en bonde. Kiærbye anmærkede, at hun dog måske, uagtet denne standsforskel, ikke i virkeligheden havde forringet sig, og anførte ordsproget: Agt ingen ringe, thi enhver har sin gave.
“Her er noget mærkværdigere,” sagde Kiærbye, idet han viste hen på en grav på Frue Kirkegård. På gravstenen læste vi: “Herunder hviler Johan Matthias Lahn; hans mindesmærke står på Nedergade no. 680 og 681.” Vi fulgte denne anvisning og fandt en grundmuret bygning på to etager med gårdsrum og have, som under navn af “Stiftelse for hjælpeløse børn” er indrettet til skole for mere end 100 børn. Deres skoletid er delt mellem undervisning og arbejde.
Med fornøjelse hørte vi på undervisningen og så arbejdet, lærerens og lærerindens værelser og salen, hvori bestyrelsen i en årlig borgerforsamling på stifterens fødselsdag højtideligholder hans minde ved en tale.
Hans portræt hang på væggen. “Det er,” sagde Kiærbye,” borgeren Lahn, som ved sin vindskibelighed i handskehandel gavnede byen, mens han levede, og er blevet dens velgører efter sin død. Denne stiftelse oprettede han for 18 år siden ved at skænke 56.000 Rigsdaler, der hidtil er vedligeholdte og forøgede.
Han har også sørget for byens gamle trængende mænd og enker, og for fattige jomfruer ved legater, der var i sin tid anselige, men har lidt ved pengevæsenets forandring. “Den sidst holdte tale af hr. Hempel, en af bestyrerne, lå på bordet. Vi læste nogle kraftfulde steder deri og ønskede, at stiftelsen aldrig må savne så varme talsmænd.
Vi gik tilbage ad den samme vej, fordi Kiærbye ville vise mig levninger af en bygning fra Dronning Margrethes tid. “Det er,” sagde han, “det såkaldte lille Stenhus på Frue Kirkegård, som af denne dronning blev indrettet til skole for 12 disciple, der skulle synge i kirken ved sjælemessen for hende og hendes forældre.
Halvandet hundrede år sildigere må huset være istandsat, da Anders Glob satte sit navn og våben her på muren. Han forestod høje verdslige embeder under kongerne Hans, Christian den Anden og Frederik den Første og var tillige provst i Odense, hvor skolen stod under hans opsyn.”
Vi fandt hans navn og årstallet 1528 vel vedligeholdt i kvisten af en ny og smuk almueskole, hvis tykke mure endnu i århundreder ville bevare Dronning Margrethes erindring i menigheden…
På vejen ned ad Overgade viste Kiærbye mig hjørnegården no. 35. “Her,” sagde han, “skal i gamle dage have været en mønt, og Møntestræde her ved siden af fik deraf sit navn. Oluf Bager i 16. århundrede skal have været den sidste i Odense, som havde møntrettighed.
Han var rådmand her i byen og overmåde rig. I syvårskrigen skal han have forstrakt riget med skibe og penge, og mange gårde i Odense er opførte af ham.
Til lettelse ved byggearbejdet var det, at Frederik den Anden tillod ham at slå en vis mønt. Der fortælles, at da kongen engang besøgte ham, lod han gøre ild med kanelbark, og da kongen sagde, at denne ild var vel kostbar, svarede han, at han ville gøre den endnu kostbarere, og tog derpå obligationen for de penge, regeringen skyldte ham, og kastede den på ilden.
Kongen erindrede ham nu om, at han ikke skulle være så overmodig, men tænke på, at han engang kunne blive fattig…
På samme vej gjorde han mig opmærksom på den gamle gård no. 26 på hjørnet af Overgade og Overstræde, og sagde: “Efter sagnet boede her Claus Berg, den store kunstner, som for 300 år siden forfærdigede Frue Kirkes altertavle.
Han var i sin fødeby Lübeck, da Dronning Christine fra St. Clara Kloster forskrev ham til dette arbejde. Han vægrede sig i begyndelsen, men kom dog på dronningens gentagne anmodning. Det hedder i de gamle beretninger, at han havde under sig 12 svende, som dronning Kirsten 2) lønnede hver månedsdag, og de gik i silkeklæder, på gammel vis bundne sammen med silkebånd.
For at beholde ham i byen, skal dronningen have skænket ham denne gård, som da var fuld grundmur. Han fik sit giftermål fra dronningens hof.
Christine holdt hans søn over dåben og gav ham navnet Frants, efter Franciskanerordenens stifter 3). Denne Frants blev rektor ved skolen i Odense, da Peder Palladius forlod dette embede og rejste til Wittenberg for at høre Luther. Peder Palladius døde som første evangeliske biskop i Sjælland, og Frants Berg som biskop i Oslo.”
Gården, hvori Claus Berg boede, er nu bindingsværk til gaden. Indgangen viser en høj alder, og figurerne, som bærer stolperne, er dem på altertavlen ikke ulige i kjolefoldernes raske snit.
noter:
1) Blev 1885 flyttet til Domkirken.
2) Christine
3) Den hellige Frans af Assisi
Kilde: Frederik Plum: “Anders Kiærbye af Vissenberg Sogn. En læsebog især for Fynboer”. 1821)